OBS:Jeg vil tillade mig at antage, at vi alle ved, at privathospitalerne bliver overbetalt for deres behandlinger (hvis ikke du deler den betragtning, kan jeg anbefale dig enten at se dette link eller at følge med i nyhederne, sådan generelt). I dette indlæg vil jeg antage den samme pris for offentlig og privat, så diskussionen går på behandlingsgarantien og det frie sygehusvalg frem for den elendige aftale, Regionerne har lavet.
Under den nuværende VKO-regering har vi fået både frit sygehusvalg OG en behandlingsgaranti, der sikrer, at man ikke skal vente mere end en måned for at få påbegyndt sin behandling. Hvilket jo er meget rart. Efter snart 5 år med garantien er der dog stadig problemer med ventelisterne. Kræftbehandlingen har i mange tilfælde en ventetid under 4 uger, men et hurtigt kig på linket viser, at det er langt de færreste tilstande, der kan behandles inden for en måned. (prøv at vælge "alle" og scroll ned så længe, du orker.)
Problemet med Lars Løkke Rasmussens (V) reform er dog det frie sygehusvalg. For hvis ikke dit lokale sygehus kan starte behandlingen inden for 1 måned, så har du carte blanche til vælge et andet. Inklusiv privathospitaler. Hvilke konsekvenser kan et sådan carte blanche have?
Lad os kigge fedmeoperationer, da dette er en behandlingsform, der til dels kan erstattes af andre behandlinger (samtaler med psykologer og diætister) og til dels kan undværes - undskyld mig, men jeg beder hellere ikke om en muskeltransplantation, fordi jeg ikke har trænet min krop.
Fedmeoperationer 2007-2010* (antal behandlingsforløb)
Offentlige sygehuse 2.004
Private sygehuse 9.481
I alt i DK 11.485
*Tallene for 2010 er foreløbige
Jeg tillader mig at antage, at et behandlingsforløb i snit koster 100.000 kr. alt inklusiv.
Det giver følgende omkostninger:
Offentlige behandlinger 200,4 mio. kr.
Private behandlinger 948,1 mio. kr.
Behandlinger i alt 1.148,5 mio kr.
For at være fair vil jeg medregne, at nogle af behandlingerne på privathospitaler være egenbetalte, dvs betalt af patienten selv eller dennes forsikring. Det er svært at finde præcise tal (hvis du ved, hvor de er, så send gerne et link), men ifølge tabel 18, side 19 betaler det offentlige 73,8% af alle private "Operationer på fordøjelsesorganer og milt". Lad os redigere tallene for det private:
Offentlige behandlinger 200,4 mio. kr.
Private behandlinger 699,7 mio. kr.
Behandlinger i alt 900,1 mio kr.
SÅ bottom line er, at det private har fået en omsætning på mellem 700 og 950 mio. kr. over en periode på 4 år for at udføre operationer, som - udover i nogle tilfælde at være overflødige - ofte ville kunne udsættes, da fedme ikke er en kritisk tilstand.
Hvorfor er dette er problem? Well, hvis vi antager, at læger og sygeplejersker på private og offentlige sygehuse er lige gode fagligt, og reagerer ens på incitamenter til at arbejde mere (ansættelsesforhold, fast løn, bonusser, o.s.v.), og vi antager, at en operation kræver det samme udstyr og papirarbejde på både offentlige og private sygehuse... Så er der kun profitten til forskel. Det private vil altid skulle prøve at få et overskud, og hvis det er på 1% af omsætningen i år, skal det helst være 1,5% næste år. Det er the nature of the beast - en privat virksomhed kan (og skal) ikke opføre sig på anden måde.
Jeg hører ofte i diskussion med højreorienterede kammerater, at "det private er meget mere effektive end det offentlige pga lønincitamenter", d.v.s. hvis du gennemfører flere operationer, får du flere penge.
For det første, det er de samme mennesker. Lægerne og sygeplejerskerne er ikke bare magisk opstået ud af det blå, fordi nogen startede et privathospital. De har skiftet fra offentlig til privat p.g.a. løn- og/eller arbejdsforhold (jvf. overbetalingen af privathospitalerne). D.v.s. de kunne lave den samme mængde arbejde begge steder, hvis forholdene var ens!
For det andet, får privathospitalerne de ukomplicerede tilfælde, da man vil have patienten i nærheden af det offentlige sygehus' beredskab, hvis der er noget, der komplicerer indgrebet. Det er en lægefaglig beslutning, som jeg bifalder.
For det tredje, har privathospitalerne ikke nogen undervisningspligt. De slipper for at skulle oplære de nye læger, men ansætter de erfarne. Ligesom man først "rigtigt" lærer at køre bil, efter man har fået kørekort, lærer man også først "rigtigt" at være læge efter at have taget universitetsuddannelsen.
Så tror jeg da nok på de er mere effektive!
"Men når nu vi HAR en behandlingsgaranti, så har det offentlige ikke kapacitet til alle de behandlinger"
For det første, så lad være med at give behandlingsgaranti på alle behandlinger fra den ene dag til den anden. Man kunne - som en ansvarlig politiker - vælge at oprioritere sygehusene på finansloven over en årrække og etablere/udvide behandlingsgarantien, efterhånden som sygehusene havde kapacitet til det. Eller man kunne - som en uansvarlig politker - bare love noget der lyder godt, og så betale lidt ekstra for at kunne sige, at man er på vej i den rigtige retning.
For det andet, så er jeg endelig kommet til min pointe.
De (minimum) 700 mio, det private har haft i omsætning fra fedmeoperationer, kunne være brugt i det offentlige. En sygeplejerske tjente i 2005 i snit 368.000 kr. (Oversigtstabel 39, side 70), justeret for ca. 3% inflation bliver det omkring 420.000 kr. i 2010. En læge tjener ca. det dobbelte.
700 mio. divideret med 420.000 giver 1666 - fordel det ud på de fire år (2007-2010), vi kigger på, så har du 400 sygeplejerskestillinger. Hvis vi bruger halvdelen på læger, ender vi med 100 læger og 200 sygeplejersker.
Hvor mange fedmeoperationer tror du, 100 læger (/kirurger) og 200 sygeplejersker kan klare på 4 år? Jeg tror bestemt, at de kunne have klaret alle de nødvendige indgreb.
Den langt større, og vigtigere, diskussion er, hvordan vi kan få højere effektivitet i det offentlige. En del af forskellen vil aldrig kunne indhentes, jvf. undervisningspligt og komplicerede vs. ukomplicerede ingreb ovenfor, men hvilket andre forskelle er der? Jeg ser kun aflønningssystemet.
Jeg foreslår, at der kigges på lønstrukturerne for læger/kirurger. For hvis der kan behandles flere uden at gå på kompromis med fagligheden, så må det være fordi lægerne har det "for behageligt" i det offentlige system med en høj fast lønning.
Er der andre ting, det private kan gøre bedre? Hvis du ved det, må du meget gerne sige det, så jeg også ved det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar